Litteratur


Goth handler jo egentlig ikke om litteratur, men da litteratur er en af de ting, hvor man kan finde inspirationen til gotik, så er det nærliggende, at goths vil kaste sig over noget af den litteratur.
Efterhånden er der jo også skrevet bøger om og af goths, og div. medier har ladet sig inspirere af moderne goth i forskellige grader og former.
Så her er lidt om litteratur set med gotisk øjne.

Bøger om goth


Der er ikke skrevet ret mange bøger om goth, men der er dog nogen. De er skrevet af folk, der selv er i miljøet, så det er svært at vurdere deres objektivitet, men der er alligevel en del at lære.
Indtil videre har jeg beskrevet et par engelsksprogede bøger (der findes så vidt jeg ved ingen på dansk), som jeg kender lidt til. Enten fordi jeg selv ejer dem, eller fordi jeg har fået dem "anmeldt" af folk, hvis udsagn, jeg stoler på.

Mick Mercer: "21st Century Goth"
Denne bog er i virkeligheden lidt af et opslagsværk. Den har sektioner med henvisninger til websites m.m. om alt muligt gothrelateret. Der er også lidt korte beskrivelser.
Dens fokus på nettet gør, at den meget hurtigt bliver forældet, hvilket vil sige, at den allerede har en del problemer... Den er stadig et ok udgangspunkt.

Dave Thompson : "The Dark Reign of Gothic Rock"
Fantastisk bog for enhver med interesse i det musikhistoriske aspekt af goth.
Den er skrevet i et sprog, hvor alle kan være med, og giver et førstehåndsindtryk af gothmusikken over tid - lige fra den første spæde start og til (næsten) nu.
Man kan finde svar på mangt og meget om div. bands i den, samt få et indtryk af, hvordan det har været, at være i scenen på et givent tidspunkt.

Paul Hodkinson : "Goth: Identity, Style and Subculture"
Rigtig godt værk af en fyr, der skrev den som afhandling i sociologi.
Den fokuserer på goth betragtet som subkultur ud fra en sociologisk viden om, hvordan subkulturer generelt fungerer.
Den kommer omkring meget ang. det sociale i kulturen, om folks engagement og om pudsige sociologiske mekanismer, man kan observere i subkulturer - her med fokus på goth.
Bogen er lidt tung, især fordi den starter med at gennemgå en masse meget tung og kedelig teori; det er forståeligt fordi det er en afhandling, og er man ikke interesseret i sociologi, tager man ikke skade af, at hoppe den del af bogen over.
Ud over det er den virkelig interessant og giver et varmt men også ærligt indblik i goth som subkultur.
Personligt er jeg ret vild med den her, og den kom til at danne grundlag for mit bachelorprojekt, der også er delvist refereret her rundt omkring.

Gavin Baddeley: Goth Chic
Dette er den eneste af de bøger om goth, jeg selv ejer, jeg faktisk ikke har læst. Den er simpelthen for utiltalende. Det er meget muligt, der er gode ting i den, men det, jeg har skimmet, har ikke vist det. Den ser ud til mest at have en fascination med goth som morbidt eller feticheret.
Skal jeg komme med en god ting, så er det, at den faktisk har været rigtig god til at få fat i rigtig mange af de steder, goth-inspiration kommer fra - primært på det visuelle plan. (Til trods for at have et langt kapitel om musik, handler det så vidt jeg har set ikke om musik i sig selv men om look. Det er en helt ok indgangsvinkel, men så skulle man nok kalde det noget andet.)

Nancy Kilpatrick: The Goth Bible
Selv om titlen måske er falsk varebetegnelse, så er den også samtidig en god eksponent for gotisk selv-ironi. Det er desuden en hyggelig bog, der indeholder sjove fakta blandet ind i sin mere substantielle tekst, der er baserert på (ofte citerede) interviews m.m.
Man kan bl.a. finde en liste over gotiske katedraler, en opskrift på romersk tatoveringsblæk fra det 1. århundrede og gode råd om, hvordan man snører et korset.

Bøger til goths


Hvis du har læst lidt på siderne her, er du nok efterhånden klar over, at der er stor forskel på goths (ellers skal jeg godt nok oppe mig en del), så det er nok heller ikke nogen overraskelse, at præferencer ang. kunst og litteratur også er meget forskellige.
Som bekendt kan smag og behag jo ikke diskuteres.
Når det er sagt, s er det jo ikke nogen hemmelighed, at goths dyrker det dystre, så mange får lyst til at læse noget af den litteratur, der ligger bag begrebet "gotisk", som vi forstår det i dag. Dermed er det logisk, at en del kaster sig over klassisk gotisk horror. Bredt forstået er horror i det hele taget ret populært.
Det samme gælder bøger om og med vampyrer (det overlapper tit fint med horror) og ting, der i det hele taget er lidt "skæve" - det sære, det dystre, det anderledes. Det kan så være alt fra Sci-fi over gotisk horror til moderne fantasy. På samme vis kan man også finde forkærlighed for digte, litterære klassikere fra 1800-tallet og magisk realisme.
Der er selvfølgelig ogs goths, der ikke kan lide nogle af de ting, og foretrækker faglitteratur eller socialrealisme eller noget helt syvende, men hele pointen med denne side er jo at prøve at give nogle fællestræk. Stereotyper er der jo af en grund - og desuden er de sjove at leve op til... så langt man gider.

Her er lige et par nyttige links til den litteraturhungrende:


The Literary Gothic
- en liste over gode forfattere og bøger. Ikke alle lige "gotiske" (eller gode), men der er meget godt imellem.

The Collected Poetry of Edgar Allan Poe
- what it says on the label: Edgar Allan Poes samlede digte online. Mmm.

Tegneserier


Nu er det jo ikke alle bøger, der kommer i læderindbundne folio fra sidste halvdel af det 19- århundrede, og de, der gør, er langt fra de eneste, der har kvalitet.
Visse tegneserier er også populære blandt goths, og her gælder mange af de samme kriterier: det skæve, sære og dystre er i høj kurs.
F.eks. Sandman (af den i det hele taget uundværlige Neil Gaiman), Lenore af Roman Dirge og den originale The Crow. Men gerne alt, hvad der er dystert, bl.a. Frank Miller's Dark Knight-serie (om Batman).
De senere år er der også kommet en mængde webcomics til af enhver afskygning og for enhver smag. Der er lidt links under humor.

 

Lidt om siden

Kabal.dk har til formål at præsentere goth-kulturen på en tilgængelig måde. Siden er tiltænkt alle - usanset om de er personligt interesserede, kender nogen goths, er bekymrede, eller bare nysgerrige.

Goth er:

  • En musikalsk genre
  • En æstetik
  • En subkultur
  • Smukt
  • Dystert
  • Socialt
  • Elegant
  • Sjovt
  • I virkeligheden ret nede på jorden...